Ibumetin - 200 mg - 20 stk

Ibumetin - 200 mg - 20 stk

Model/Varenr.: HK

23,00 DKK

Mod smerter


Virkning og anvendelse
Ibumetin er et smertestillende, feber- og betændelsesnedsættende lægemiddel, der tilhører gruppen af NSAID (non-steroide antiinflamatoriske stoffer). Ibumetin anvendes ved svage smerter f.eks. muskel- og ledsmerter, menstruationssmerter, tandpine og hovedpine.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.

Det skal du vide, før du tager Ibumetin

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.

Tag ikke Ibumetin hvis du:

•    er allergisk over for ibuprofen eller et eller flere af de øvrige indholdsstoffer (se indlægningsseddel afsnit 6)
•    tager anden smertestillende medicin (NSAID-præparater, herunder COX-2 hæmmere mod ledlidelser eller acetylsalicylsyre-præparater)
•    du har en infektion (se afsnittet ”Infektioner” nedenfor)
•    tidligere har haft blødning fra mave-tarmkanalen eller hul på tarmen i forbindelse med behandling med smertestillende lægemidler (NSAID)
•    har aktivt eller tilbagevendende mavesår, blødning fra mave-tarmkanalen, sår på tolvfingertarmen, blødende tyktarmsbetændelse eller Crohns sygdom
•    tidligere har haft astma eller vejrtrækningsbesvær, væskeophobning under huden især ved læber og hals, nældefeber eller en allergisk reaktion efter du har været i behandling med acetylsalicylsyre eller andre smertestillende lægemidler (NSAID)
•    har tendens til blødninger
•    har svært nedsat hjerte-, lever- eller nyrefunktion
•    er gravid i 7. - 9. måned.
Kontakt straks lægen, hvis du får udslæt, blødning fra slimhinder eller andre overfølsomhedsreaktioner.

Du kan i meget sjældne tilfælde få pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer) på grund af overfølsomhed (anafylaktisk chok). Det kan være livsfarligt. Ring derfor 112.

Infektioner
Ibumetin kan skjule tegn på infektioner, herunder feber og smerter. Det er derfor muligt, at Ibumetin kan forsinke relevant behandling af infektion, hvilket kan medføre en øget risiko for komplikationer. Dette er observeret ved bakteriel lungebetændelse og bakterielle hudinfektioner i forbindelse med skoldkopper. Hvis du tager dette lægemiddel, mens du har en infektion, og dine symptomer varer ved eller bliver værre, skal du kontakte en læge med det samme.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, før du tager Ibumetin, hvis du:
•    har hjerteproblemer, herunder hjertesvigt eller angina (brystsmerter), eller hvis du har haft et hjerteanfald, har fået foretaget en bypass-operation, har haft sygdom i perifere arterier (dårligt blodomløb i benene eller fødderne på grund af snævre eller blokerede blodårer) eller har haft nogen form for slagtilfælde (herunder ”mini-slagtilfælde” eller forbigående blodprop i hjernen)
•    har forhøjet blodtryk, sukkersyge, eller forhøjet kolesterol eller hvis du er ryger
•    har astma
•    har nedsat lever- eller nyrefunktion
•    har eller har haft en tarmsygdom (Crohns sygdom, blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa))
•    har en nyre- eller leversygdom, nedsat hjertefunktion, sukkersyge, bindevævssygdom (SLE), er ældre, er i behandling med vanddrivende medicin eller medicin, der påvirker nyrerne. Behandling med Ibumetin kan give en let nedsat nyrefunktion, og du bør derfor få foretaget en nyrefunktionsunders øgelse før og under behandlingen med Ibumetin, da der er risiko for akut nyresvigt.

Vær opmærksom på følgende:

•    Antiinflammatorisk (hæmmer betændelseslignende tilstande)/smertestillende medicin som f.eks. ibuprofen kan være forbundet med en let øget risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde, særligt når det bruges i høje doser. Tag ikke mere medicin end anbefalet, og tag ikke medicinen i længere tid end anbefalet.
•    Hvis du får smerter i den øverste del af maven (mavesår) og/eller blødning fra mave- tarmkanalen, mens du er i behandling med Ibumetin, skal du stoppe med at tage medicinen og kontakte læge eller skadestue.
•    Ældre får oftere bivirkninger ved brug af NSAID-præparater. Kontakt straks lægen, hvis du får usædvanlige mavesmerter, ændret afføring, halsbrand m.m.
•    Ved længerevarende brug af enhver type smertestillende medicin kan hovedpine blive værre og opstå hyppigere. Det kaldes medicin-overforbrugs-hovedpine. Kontakt din læge hvis du får hyppige eller daglige hovedpineanfald under behandlingen med Ibumetin.
•    Ibumetin kan gøre det sværere at blive gravid. Ønsker du at blive gravid, eller har du svært ved at blive gravid, bør du derfor ikke tage Ibumetin.
•    Ibumetin kan skjule symptomer på betændelsessygdomme.
•    Der er en risiko for nedsat nyrefunktion hos dehydrerede børn og unge.
•    Det frarådes, at du tager Ibumetin, hvis du har skoldkopper.

Hudreaktioner

Der er rapporteret om alvorlige hudreaktioner ved behandling med Ibumetin. Du bør stoppe med et tage Ibumetin og straks søge læge, hvis du får hududslæt, læsioner i slimhinderne, blærer eller andre tegn på allergi, da dette kan være de første tegn på en meget alvorlig hudreaktion. (se indlægningsseddel afsnit 4.)

Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol at du er i behandling med Ibumetin. Det kan have betydning for prøveresultaterne.

Brug af andre lægemidler sammen med Ibumetin

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler eller har gjort det for nylig.

Det er især vigtigt, at du fortæller lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager:
•    lægemidler, som hindrer blodet i at størkne (dvs. som fortynder blodet eller forebygger blodpropper, f.eks. acetylsalicylsyre, warfarinphenprocoumon, heparin, rivaroxaban, dabigatran)
•    hjertemedicin (digoxin, abciximab, tirofiban, integrelin, clopidogrel)
•    medicin mod forhøjet blodtryk (ACE hæmmere som f.eks. captopril, betablokkere som f.eks. atenolol, angiotensin-II-receptorantagonister så som losartan)
•    vanddrivende medicin (furosemid, thiazid)
•    andre smertestillende lægemidler (acetylsalicylsyre, NSAID og COX-2 hæmmere)
•    medicin mod leddegigt, svær psoriasis eller kræft (methotrexat)
•    medicin mod mani og depression (litium og SSRI)
•    medicin mod hud- eller øjensydomme eller behandling i forbindelse med organtransplantationer, (ciclosporin og tacrolimus)
•    binyrebarkhormoner (kortikosteroider)
•    medicin mod HIV (zidovudin)
•    medicin mod forhøjet kolesterol (LDL) (colestyramin)
•    medicin til svangerskabsafbrydelse (mifepriston)
•    medicin mod infektioner (aminoglykosider, quinoloner)
•    medicin til behandling af type 2 sukkersyge (sulfonylurinstoffer)
•    medicin til behandling af svampeinfektioner (voriconazol, fluconazol)
•    naturlægemidler, der indeholder ginkgo biloba
•    alkohol, der kan øge risikoen for bivirkninger i mave-tarm-kanalen.

Graviditet, amning og fertilitet

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægedmiddel.

Trafik- og arbejdssikkerhed

Ibumetin påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. Oplever du synsforstyrrelser og svimmelhed bør du undgå opmærksomhedskrævende aktiviteter såsom at føre motorkøretøj og betjene maskiner eller farligt værktøj.

Ibumetin indeholder lactose

Ibumetin indeholder lactose. Kontakt lægen før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.

Ibumetin indeholder natrium

Ibumetin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.

Sådan skal du tage Ibumetin

Hvis din læge har ordineret Ibumetin til dig, skal du altid følge lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Tag tabletterne med rigelig væske.

Den sædvanlige dosis er

Voksne: 1 - 2 tabletter (200 - 400 mg) ved smerter. Du må højst tage 6 tabletter (1200 mg) i døgnet.
Ældre: Det er ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.  
Brug til børn og unge: Børn under 15 år må kun få Ibumetin efter lægens anvisning. Hvis børn og unge har brug for Ibumetin i mere end 3 dage, eller hvis symptomerne bliver værre, bør lægen kontaktes.  

Nedsat lever- og nyrefunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis ved let nedsat lever- eller nyrefunktion. Du må ikke tage Ibumetin ved svært nedsat lever- eller nyrefunktion Følg lægens anvisninger.
Du bør anvende den laveste effektive dosis i den kortest mulige tid, som er nødvendig for at lindre symptomerne. Hvis du har en infektion, skal du kontakte en læge med det samme, hvis symptomerne (f.eks. feber eller smerter) varer ved eller bliver værre (se indlægningsseddel pkt.2).

Hvis du har taget for mange Ibumetin

Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet hvis du har taget flere Ibumetin, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
Symptomerne kan inkludere kvalme, mavesmerter, opkastning (kan indeholde blod), hovedpine, øresusen, forvirring og ufrivillige øjenbevægelser.
Ved høje doser er sløvhed, brystsmerter, hjertebanken, tab af bevidsthed, kramper (hovedsageligt hos børn), svaghed og svimmelhed, blod i urinen, en følelse af at være kold samt åndedrætsbesvær blevet rapporteret.

Andre tegn på overdosering er døsighed, påvirkning af centralnervesystemet og kramper. I sjældne tilfælde kan du opleve træthed, kvalme og opkastninger på grund af for meget syre i blodet, tørst på grund af for højt natrium i blodet, for lavt blodtryk, langsom puls, hurtig puls, forstyrrelser i hjerterytmen, koma, påvirkning af leverfunktionen, akut nyresvigt. Hos små børn ses også kortvarige åndedrætsstandsninger.

Hvis du har glemt at tage Ibumetin?

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

Bivirkninger
Ibumetin kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  
Ring 112 eller søg omgående læge eller skadestue ved tegn på alvorlige bivirkninger.
Se mere om bivirkninger her

Opbevaring

Opbevar Ibumetin utilgængeligt for børn.
Du kan opbevare Ibumetin ved almindelig temperatur.

Brug ikke Ibumetin efter den udløbsdato, der står på pakningen.
Aflever altid lægemiddelrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Ibumetin 200 mg filmovertrukne tabletter indeholder
Aktivt stof: Ibuprofen.
Øvrige indholdsstoffer: Croscarmellosenatrium (E 468), hypromellose (E 464), kartoffelstivelse, lactosemonohydrat, magnesiumstearat (E 470b), mikrokrystallinsk cellulose (E 460), propylenglycol (E 1520), talcum (E 553b), vandfri kolloid silica (E 551).

Udseende og pakningsstørrelser

Ibumetin er en hvid, hvælvet, rund, filmovertrukken tablet.
Ibumetin findes i pakningsstørrelser à 20, 50 og 100 stk. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

Læs altid indlægssedlen af håndkøbsmedicin inden brug
Få mere information om produktet ved at læse indlægssedlen her

Indhold: 20 tabletter.
Levering: 1-7 hverdage.